”Der står 112 på displayet, så jeg er klar, hvis jeg nu dør”

Søren Grum har i flere år været afhængig af hash.

Døren står halvt åben ind til lejligheden. På væggen til højre for døren hænger et håndskrevet navneskilt: ”Sidsel og Søren”. Navneskiltet hænger i en opgang i bydelen Trøjborg. Det er i Århus, og her bor Søren Grum.  ”Koom iind”, lyder det inde fra lejligheden.

”Jeg er lige i gang med at lave lidt aftensmad. Den hurtige version”. Han lægger 2 skiver spegepølse ovenpå avokadomadden: ”Kan man ikke godt det?”,  spørger Søren og smiler. ”Jeg kom lidt sent hjem fra arbejde”. Når man er selvstændig, styrer man selv sine arbejdstider, og Søren har for et år siden startet en it-virksomhed med 3 kammerater. Sideløbende læser han på it-universitet.

Lyset i stuen er dæmpet. Tændte stearinlys rundt omkring lyser lokalet ganske lidt op. Søren trækker en puf hen foran sig: ”Man skal sidde behageligt”, siger han og smækker benene op. Han kigger på de tændte stearinlys i vinduskarmen. ”Jeg kan godt lide hyggen og den rolige stemning fra stearinlysene”. Han er stille et øjeblik. ”Det er dejligt afstressende”.

Søren kender alt til stress, uro og ubehag. I ca. 5 år forsøgte han at ryge sig væk fra den virkelighed. Det var ikke cigaretter, han røg, men joints. Søren havde et misbrug og i nogle perioder røg han 3 joints om dagen, for at slippe for at mærke ubehaget i kroppen og de svære følelser.

”Det har lidt været en flugt. Flugten op i mit eget hoved. Flugten fra alt. Det startede, efter at min mor flyttede til Odder sammen en kæreste, som jeg slet ikke kunne med, så det flygtede jeg ud af. Jeg flygtede væk fra følelserne, flygtede væk fra alt det, jeg ikke kunne svare på og røg mig et andet sted hen – ud i min egen fantasi”, fortæller Søren.

Når man ryger sig væk fra problemerne, på den måde som Søren gjorde, ender kroppen og psyken med at sige fra, og en aften i marts 2016 går det galt.

 

Der findes sort under øjnene, og så findes der Søren-sort-under-øjnene-den-her-aftenen”

Det var egentlig planen, at det bare skulle være en ganske almindelig hyggelig aften i Sørens liv. Han sidder i karnappen på sit værelse med fødderne oppe i vindueskarmen, levende lys omkring sig og bilerne kørende forbi i aftenmørket på den anden side af ruden, imens han ryger en joint, da hans hjerte pludseligt begynder at hamre løs i brystkassen på ham.

”Jeg ser mig selv i spejlet. Der findes sort under øjnene, og så findes der Søren- sort-under-øjnene-den-her-aftenen. Mine øjne var sunket helt ind i hovedet på mig. Jeg var helt basket”

Øjeblikkeligt efter bliver han ramt af angst for at dø.

”Det var, det var meget..” Søren stopper midt i sætningen, holder en pause og trækker vejret tungt, ”skræmmende”. Han tager en tår af sin the.
”Jeg havde hjertebanken og var bange. Mine hænder rystede, og jeg var overbevist om, at jeg var midt i et slagtilfælde.”  Han forsøgte at berolige sig selv ved at sætte indisk meditationsmusik på, men da musikken havde den modsatte effekt, besluttede han sig for at forsøge på at sove.

”Jeg ligger mig på sengen med min mobil i hånden. Der står 112 på displayet, så jeg er klar, hvis jeg nu dør, eller er ved at dø, så jeg lynhurtigt kan ringe og sige de skal komme og hente mig.”

Søren dør ikke den aften. Han bliver ikke ramt af et slagtilfælde. Det fortæller en rar kvindelig stemme i røret ham. Kvinden, som ejer den rare stemme, sidder på alarmcentralen. Hun taler Søren til ro, da han skrækslagen ringede op. Hun guider ham til at indtage noget sukkerholdigt drikke, og fortæller ham, at der er mange unge mennesker, som ringer bange ind til hende, ligesom han har gjort. Alt hvad han oplever er helt normalt for et angstanfald.

I 2017 siden startede Søren en it-virksomhed med to venner.

 

Til kamp mod afhængigheden

Søren måtte igennem 1 angstanfald og 2 mindre angstlignende episoder, et forlist forhold, blive taget i at snyde til en eksamen og risikere bortvisning fra studie, før han forstod alvoren og omfanget af sit problem. Selve processen med at stoppe med at ryge stod på over længere tid.

”Jeg tager valget om at stoppe, men kan ikke stoppe. Jeg trapper ned, ryger joints, hvor jeg putter mindre hash i, og derfra går det til, at jeg ryger en joint engang imellem med et par dages mellemrum”

Da han har røget sin sidste klump hash i september 2018, stopper han helt. Hans kæreste, Sidsel, italesætter problemet, eller rettere sagt, så er det netop en afgørende faktor, at hun ikke italesætter det som et problem, men hun fortæller Søren, at hun er bekymret for ham.

”Hun bliver ikke sur på mig og siger, at jeg skal holde op med at ryge, som jeg har oplevet før, men i stedet er hun forstående og imødekommende”.

Det virker motiverende på Søren, og hans kamp mod afhængigheden startede derefter med at erkende overfor sig selv, at han havde et regulært misbrug.

 

”Mange tænker, at hash ikke kan være et misbrug, men det kan det. Og det var det for mig”.

En del af Sørens vennekreds ryger hash jævnligt. Hashen fungerer som et bindingsled imellem dem, og da han oplevede det første angstanfald, boede han sammen med to roommates i en lejlighed, hvor de dyrkede deres egne hashplanter.

Efter at erkende sit misbrug var næste skridt for Søren, at inddrage sin familie i problemet. Han åbnede han op over for sin familie, der intet vidste, og fortalte sandheden omkring sit hashmisbrug, og bad dem om hjælp.

”Det betyder meget at åbne op, og være ærlig omkring, at man har et problem og bede om hjælp hos familie, venner eller netværk. Det kan godt være, at de ikke ved, hvordan de skal hjælpe, men de kan tale med en, og det hjælper. Ofte ligger der jo noget bag et hashmisbrug, og en samtale hjælper ofte til at blive klogere på sig selv og hvorfor trangen til hash er opstået.”

Med støtte fra sin kæreste og nærmeste fortsætter Sørens kamp ud af afhængigheden.