Messinglægen fra 8381

”Messingblæserværkstedet”, står der på et skilt med sorte blokbogstaver. Skiltet står på jorden. Måske det har hængt engang eller skal op at hænge på et tidspunkt. Ud over skiltet, er der intet, der på afstand afslører, at det er her, Thomas Elbro går og reparerer messingblæser-instrumenter.

Ejeren af messingblæserværkstedet, Thomas Elbro. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Af Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Omkring os hænger, står og ligger værktøj og reservedele til messingblæser-instrumenter. De er lange, korte, spidse, runde, store, små, tykke og flade. På trods af de mange ting, hersker der en orden i rummet. Det ser ud til, at det meste har en bestemt plads, også de små mundstykker, som står ovenpå det lille skuffesystem på bordet foran Thomas. En kradsende lyd får Thomas til at ligge messingtingen fra sig et øjeblik.

Thomas Elbros arbejdsbord i værkstedet. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

“Det er Robben. Vores kat. Den vil gerne ud. Det gør den hver morgen”, siger Thomas og rejser sig.

En stor grå kat, kommer til syne i døren ind til værkstedet. Den strækker sin krop og slikker sine poter. Den ser ikke ud til at have travlt. Thomas Elbro er selvstændig og arbejder alene på sit værksted, som hænger sammen med hans private hjem.

Professionel Valdhornist

Thomas Elbro er uddannet valdhornist fra Det Jyske Musikkonservatorium. Det blev til 10-12 år i jobbet som professionel musiker.

Et valdhorn er et blæseinstrument. Messingblæsere kendetegnes ved den måde lyden dannes på. Det sker ved, at musikeren sætter sine læber i vibration mod instrumentets mundstykke, som derefter skaber svingninger i luften i instrumentet, der så bliver til klang, når lyden forlader instrumentet.

“Det kræver stor selvdisciplin at leve af at være valdhornist. Man skal øve mange timer dagligt og selvstændigt, for at for at være god og blive udvalgt til jobsene”, siger Thomas Elbro, imens hans pegefinger testtrykker en ventil på trompeten foran ham.

Jobbet som reparatør, giver større sikkerhed i hverdagen

Det er for det meste i tidsgrænsede perioder, at man er ansat som valdhornist. Det er derfor en utilregnelig branche, hvor man ikke kan være sikker på næste måneds lønseddel.
Jobbet som messingblæser-reparatør giver Thomas Elbro en tilværelse med større sikkerhed og forudsigelighed. Ved siden af reparation og vedligeholdelse, sælger han også instrumenter og tilbyder musikundervisning.

Der opstår stadig perioder en gang imellem, hvor uforudsigeligheden indtræffer, når der ikke ligger et instrument og venter på at blive renset, loddet eller på anden vis repareret, og når der går lidt lang tid imellem, at arbejdstelefonen ringer. Det er de perioder Thomas Elbro, synes er hårdest ved jobbet, men det er også i de perioder, at han får tid til at arbejde på sit helt eget projekt, han er ved at samle et selvlavet valdhorn.

“Vil du se hvordan man reparerer buler på tubaen derovre?”

Thomas har både store og små instrumenter til reparation på værkstedet. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Han går over og løfter det store gyldne instrument, det når ham til hoftehøjde, og lægger det forsigtigt på bordet foran sig. Instrumenterne er fine og nogle rigtig dyre, og et øjebliks uopmærksomhed kan resultere i ekstra arbejde. Det kræver stor forsigtighed at reparere i messing, da det er et blødt materiale, og man hurtigt kan komme til at lave nye buler.

Thomas Elbro reparerer en tuba. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

En rungen fylder lokalet, da Thomas ruller en metalkugle ned igennem tubaens store rør.

I Thomas højre hånd holder han en stor magnet, der i næste sekund trækker Thomas’ arm hastigt mod bordet og sætter sig fast. Han lægger kræfter i, og trækker magneten fri af bordet. Den skal op på ydersiden af røret på tubaen, trække kuglen rullende på indersiden henover de små buler i messingen.

“Jeg spurgte engang en læremester om gode råd til jobbet. Tålmodighed og perfektionisme, var hans svar. Dét du laver, sagde han, skal være ordentligt”.

Thomas stiller magneten fra sig. Tubaen har 2-3 færre buler nu, og måske en enkel ny på trods af stor forsigtighed.

Tegn uden mellem 3676