”Der står 112 på displayet, så jeg er klar, hvis jeg nu dør”

Søren Grum har i flere år været afhængig af hash.

Døren står halvt åben ind til lejligheden. På væggen til højre for døren hænger et håndskrevet navneskilt: ”Sidsel og Søren”. Navneskiltet hænger i en opgang i bydelen Trøjborg. Det er i Århus, og her bor Søren Grum.  ”Koom iind”, lyder det inde fra lejligheden.

”Jeg er lige i gang med at lave lidt aftensmad. Den hurtige version”. Han lægger 2 skiver spegepølse ovenpå avokadomadden: ”Kan man ikke godt det?”,  spørger Søren og smiler. ”Jeg kom lidt sent hjem fra arbejde”. Når man er selvstændig, styrer man selv sine arbejdstider, og Søren har for et år siden startet en it-virksomhed med 3 kammerater. Sideløbende læser han på it-universitet.

Lyset i stuen er dæmpet. Tændte stearinlys rundt omkring lyser lokalet ganske lidt op. Søren trækker en puf hen foran sig: ”Man skal sidde behageligt”, siger han og smækker benene op. Han kigger på de tændte stearinlys i vinduskarmen. ”Jeg kan godt lide hyggen og den rolige stemning fra stearinlysene”. Han er stille et øjeblik. ”Det er dejligt afstressende”.

Søren kender alt til stress, uro og ubehag. I ca. 5 år forsøgte han at ryge sig væk fra den virkelighed. Det var ikke cigaretter, han røg, men joints. Søren havde et misbrug og i nogle perioder røg han 3 joints om dagen, for at slippe for at mærke ubehaget i kroppen og de svære følelser.

”Det har lidt været en flugt. Flugten op i mit eget hoved. Flugten fra alt. Det startede, efter at min mor flyttede til Odder sammen en kæreste, som jeg slet ikke kunne med, så det flygtede jeg ud af. Jeg flygtede væk fra følelserne, flygtede væk fra alt det, jeg ikke kunne svare på og røg mig et andet sted hen – ud i min egen fantasi”, fortæller Søren.

Når man ryger sig væk fra problemerne, på den måde som Søren gjorde, ender kroppen og psyken med at sige fra, og en aften i marts 2016 går det galt.

 

Der findes sort under øjnene, og så findes der Søren-sort-under-øjnene-den-her-aftenen”

Det var egentlig planen, at det bare skulle være en ganske almindelig hyggelig aften i Sørens liv. Han sidder i karnappen på sit værelse med fødderne oppe i vindueskarmen, levende lys omkring sig og bilerne kørende forbi i aftenmørket på den anden side af ruden, imens han ryger en joint, da hans hjerte pludseligt begynder at hamre løs i brystkassen på ham.

”Jeg ser mig selv i spejlet. Der findes sort under øjnene, og så findes der Søren- sort-under-øjnene-den-her-aftenen. Mine øjne var sunket helt ind i hovedet på mig. Jeg var helt basket”

Øjeblikkeligt efter bliver han ramt af angst for at dø.

”Det var, det var meget..” Søren stopper midt i sætningen, holder en pause og trækker vejret tungt, ”skræmmende”. Han tager en tår af sin the.
”Jeg havde hjertebanken og var bange. Mine hænder rystede, og jeg var overbevist om, at jeg var midt i et slagtilfælde.”  Han forsøgte at berolige sig selv ved at sætte indisk meditationsmusik på, men da musikken havde den modsatte effekt, besluttede han sig for at forsøge på at sove.

”Jeg ligger mig på sengen med min mobil i hånden. Der står 112 på displayet, så jeg er klar, hvis jeg nu dør, eller er ved at dø, så jeg lynhurtigt kan ringe og sige de skal komme og hente mig.”

Søren dør ikke den aften. Han bliver ikke ramt af et slagtilfælde. Det fortæller en rar kvindelig stemme i røret ham. Kvinden, som ejer den rare stemme, sidder på alarmcentralen. Hun taler Søren til ro, da han skrækslagen ringede op. Hun guider ham til at indtage noget sukkerholdigt drikke, og fortæller ham, at der er mange unge mennesker, som ringer bange ind til hende, ligesom han har gjort. Alt hvad han oplever er helt normalt for et angstanfald.

I 2017 siden startede Søren en it-virksomhed med to venner.

 

Til kamp mod afhængigheden

Søren måtte igennem 1 angstanfald og 2 mindre angstlignende episoder, et forlist forhold, blive taget i at snyde til en eksamen og risikere bortvisning fra studie, før han forstod alvoren og omfanget af sit problem. Selve processen med at stoppe med at ryge stod på over længere tid.

”Jeg tager valget om at stoppe, men kan ikke stoppe. Jeg trapper ned, ryger joints, hvor jeg putter mindre hash i, og derfra går det til, at jeg ryger en joint engang imellem med et par dages mellemrum”

Da han har røget sin sidste klump hash i september 2018, stopper han helt. Hans kæreste, Sidsel, italesætter problemet, eller rettere sagt, så er det netop en afgørende faktor, at hun ikke italesætter det som et problem, men hun fortæller Søren, at hun er bekymret for ham.

”Hun bliver ikke sur på mig og siger, at jeg skal holde op med at ryge, som jeg har oplevet før, men i stedet er hun forstående og imødekommende”.

Det virker motiverende på Søren, og hans kamp mod afhængigheden startede derefter med at erkende overfor sig selv, at han havde et regulært misbrug.

 

”Mange tænker, at hash ikke kan være et misbrug, men det kan det. Og det var det for mig”.

En del af Sørens vennekreds ryger hash jævnligt. Hashen fungerer som et bindingsled imellem dem, og da han oplevede det første angstanfald, boede han sammen med to roommates i en lejlighed, hvor de dyrkede deres egne hashplanter.

Efter at erkende sit misbrug var næste skridt for Søren, at inddrage sin familie i problemet. Han åbnede han op over for sin familie, der intet vidste, og fortalte sandheden omkring sit hashmisbrug, og bad dem om hjælp.

”Det betyder meget at åbne op, og være ærlig omkring, at man har et problem og bede om hjælp hos familie, venner eller netværk. Det kan godt være, at de ikke ved, hvordan de skal hjælpe, men de kan tale med en, og det hjælper. Ofte ligger der jo noget bag et hashmisbrug, og en samtale hjælper ofte til at blive klogere på sig selv og hvorfor trangen til hash er opstået.”

Med støtte fra sin kæreste og nærmeste fortsætter Sørens kamp ud af afhængigheden.

Messinglægen fra 8381

”Messingblæserværkstedet”, står der på et skilt med sorte blokbogstaver. Skiltet står på jorden. Måske det har hængt engang eller skal op at hænge på et tidspunkt. Ud over skiltet, er der intet, der på afstand afslører, at det er her, Thomas Elbro går og reparerer messingblæser-instrumenter.

Ejeren af messingblæserværkstedet, Thomas Elbro. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Af Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Omkring os hænger, står og ligger værktøj og reservedele til messingblæser-instrumenter. De er lange, korte, spidse, runde, store, små, tykke og flade. På trods af de mange ting, hersker der en orden i rummet. Det ser ud til, at det meste har en bestemt plads, også de små mundstykker, som står ovenpå det lille skuffesystem på bordet foran Thomas. En kradsende lyd får Thomas til at ligge messingtingen fra sig et øjeblik.

Thomas Elbros arbejdsbord i værkstedet. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

“Det er Robben. Vores kat. Den vil gerne ud. Det gør den hver morgen”, siger Thomas og rejser sig.

En stor grå kat, kommer til syne i døren ind til værkstedet. Den strækker sin krop og slikker sine poter. Den ser ikke ud til at have travlt. Thomas Elbro er selvstændig og arbejder alene på sit værksted, som hænger sammen med hans private hjem.

Professionel Valdhornist

Thomas Elbro er uddannet valdhornist fra Det Jyske Musikkonservatorium. Det blev til 10-12 år i jobbet som professionel musiker.

Et valdhorn er et blæseinstrument. Messingblæsere kendetegnes ved den måde lyden dannes på. Det sker ved, at musikeren sætter sine læber i vibration mod instrumentets mundstykke, som derefter skaber svingninger i luften i instrumentet, der så bliver til klang, når lyden forlader instrumentet.

“Det kræver stor selvdisciplin at leve af at være valdhornist. Man skal øve mange timer dagligt og selvstændigt, for at for at være god og blive udvalgt til jobsene”, siger Thomas Elbro, imens hans pegefinger testtrykker en ventil på trompeten foran ham.

Jobbet som reparatør, giver større sikkerhed i hverdagen

Det er for det meste i tidsgrænsede perioder, at man er ansat som valdhornist. Det er derfor en utilregnelig branche, hvor man ikke kan være sikker på næste måneds lønseddel.
Jobbet som messingblæser-reparatør giver Thomas Elbro en tilværelse med større sikkerhed og forudsigelighed. Ved siden af reparation og vedligeholdelse, sælger han også instrumenter og tilbyder musikundervisning.

Der opstår stadig perioder en gang imellem, hvor uforudsigeligheden indtræffer, når der ikke ligger et instrument og venter på at blive renset, loddet eller på anden vis repareret, og når der går lidt lang tid imellem, at arbejdstelefonen ringer. Det er de perioder Thomas Elbro, synes er hårdest ved jobbet, men det er også i de perioder, at han får tid til at arbejde på sit helt eget projekt, han er ved at samle et selvlavet valdhorn.

“Vil du se hvordan man reparerer buler på tubaen derovre?”

Thomas har både store og små instrumenter til reparation på værkstedet. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Han går over og løfter det store gyldne instrument, det når ham til hoftehøjde, og lægger det forsigtigt på bordet foran sig. Instrumenterne er fine og nogle rigtig dyre, og et øjebliks uopmærksomhed kan resultere i ekstra arbejde. Det kræver stor forsigtighed at reparere i messing, da det er et blødt materiale, og man hurtigt kan komme til at lave nye buler.

Thomas Elbro reparerer en tuba. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

En rungen fylder lokalet, da Thomas ruller en metalkugle ned igennem tubaens store rør.

I Thomas højre hånd holder han en stor magnet, der i næste sekund trækker Thomas’ arm hastigt mod bordet og sætter sig fast. Han lægger kræfter i, og trækker magneten fri af bordet. Den skal op på ydersiden af røret på tubaen, trække kuglen rullende på indersiden henover de små buler i messingen.

“Jeg spurgte engang en læremester om gode råd til jobbet. Tålmodighed og perfektionisme, var hans svar. Dét du laver, sagde han, skal være ordentligt”.

Thomas stiller magneten fra sig. Tubaen har 2-3 færre buler nu, og måske en enkel ny på trods af stor forsigtighed.

Tegn uden mellem 3676

Mig og min mor

Lucas: Hun så på mig på en anden måde nu. Jeg var blevet mere voksen

 

Lucas forældre er skilt, og han er vokset op hos sin mor. 
Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen.

Lucas Carn har altid haft et tæt forhold til sin mor, men da han blev student, trådte deres forhold ind i en ny fase.

Af Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Lucas Carn er 20 år og bor til dagligt i Århus, hvor han går på journalistlinjen på Danmarks Medie- og journalisthøjskole i Århus. Da Lucas var omkring ni år, blev hans forældre skilt og under sin opvækst, har han kun boet sammen med sin mor, Lone, i Aalborg.

Lone har altid støttet Lucas, og de har et meget tæt forhold til hinanden, hvor de kan tale om alt både som venner og som mor og søn, men da han blev student, var det som om deres forhold trådte ind i en ny fase.

“Hun så på mig på en anden måde nu. Jeg var blevet mere voksen. Jeg kunne også godt mærke det på hende”, siger han.

 

Erkendelsen

Det faktum, at Lucas nu også skulle flytte hjemmefra, starte sit eget liv og stå på egne ben, gjorde, at det gik op for hans mor, at hendes søn for alvor var ved at blive voksen. Den dreng hun havde holdt i sine arme som spæd, var nu pludselig blevet så gammel, at han skulle ud og gøre sine egne erfaringer i livet, og være et uafhængigt menneske.

”Hun var en smule bange for, hvad der skulle ske. Nu skulle jeg ud i den her nye underlige verden og prøve at være voksen. Hun sagde, at jeg altid kunne komme tilbage, hvis det gik helt galt”, siger han.

 

En støtte og motivator

Lucas mor betyder meget for ham, og det har hun altid gjort. Hun lytter, når han har brug for at lette sit hjerte, når livet er lidt svært, og hun taler ham til fornuft, når han har brug for det. Hun har lært ham, at hvis der er noget, han virkelig gerne vil opnå, så skal han sætte sin vilje til og arbejde hårdt, og så skal han nok opnå hvad end, han ønsker sig.

“Intet er umuligt bare fordi. Ting er først umulige, hvis du har forsøgt det bedste du overhovedet kan og stadig ikke lykkedes”, siger han.

Se video: https://youtu.be/aQs56Cx4DaY

1897 tegn